Fire generationer i Nygårdsparken

Inge er 90 år, og hendes oldebarn er 5 år. Alle fire generationer bor i Nygårdsparken - og de er enige om, at det er verdens bedste sted for børn at vokse op.

Den 15. oktober 1957 flyttede Inge Skalka ind i Nygårdsparken i Brøndbyøster sammen med sin mand Franc og deres to førstefødte børn – som de allerførste beboere nogensinde. Siden er hun ikke flyttet – kun lige hen til opgangen ved siden af.

”Vi flyttede ind i nr. 39 og boede der i nogle år, indtil pladsen blev for trang, da der kom flere børn. Så flyttede vi herover i nr. 41 i en kæmpe lejlighed, hvor der var dejligt meget plads til os alle sammen,” fortæller Inge og kigger over på sin datter Marianne Skalka, der sidder ved siden af i sofaen.

”Ja, her boede vi godt i mange år. Jeg kan huske, at jeg var så imponeret over udsigten,” fortsætter Marianne. Hun er anden generation, der er blevet boende i Nygårdsparken, hvor også hendes ene datter bor i dag.

”Min datter har også fået to børn, så derfor er vi nu fire generationer, der bor her. Det er dejligt at have hinanden så tæt på. Det er ikke fordi, vi render hinanden på dørene hele tiden, men det er bare rart, at vi kan mødes spontant eller hurtigt kunne komme forbi og hjælpe hinanden,” forklarer Marianne.

”Ja, min svigersøn kommer f.eks. over og hjælper mig, hvis jeg har fået åbnet vinduet så meget, at det sidder fast,” tilføjer Inge.

Vi skal ikke bo andre steder
Inge flyttede ind i Nygårdsparken, da hun var 24 år, og Marianne har boet her stort set hele sit nu 59 år lange liv. Og de er begge enige om, at de ikke skal bo andre steder.

”Jeg havde en kort afstikker på et par år, men jeg kom lynhurtigt tilbage. Det var slet ikke det samme. Jeg savnede sammenholdet og den helt særlige stemning, der er blandt beboerne her. Det er bare helt specielt ved at bo her. Alle hilser på hinanden, og man bekymrer sig om hinanden. Hvis der f.eks. er en af de ældre, som man ikke har set et stykke tid, så følger man lige op på, om vedkommende er ok. Eller spørger ind til, hvordan det går med hinandens familier. Og det er jo fordi, man har boet op og ned ad hinanden i mange år,” siger Marianne, og Inge fortsætter:

”Der er mange familier, der har boet herude i flere generationer ligesom os. Folk bliver boende, fordi det er et dejligt sted at bo. Folk kan godt lide at komme hinanden ved. Om sommeren mødes vi på græsset og bænkene og drikker kaffe og spiser sammen og hygger os. Og sådan har det bare altid været i alle årene.” 

Verdens bedste sted for børn
Da Marianne selv blev voksen og fik børn, var hun da heller ikke i tvivl om, at hendes børn skulle have samme trygge opvækst i Nygårdsparken, som hun og hendes søskende har haft.

”Det er som en lille oase. Alting ligger inden for rækkevidde, og børnene kan færdes rundt i området uden at skulle over store veje. Der er gode legepladser til børnene, og dengang rendte de sammen og legede på kryds og tværs. Jeg havde en tradition med at bage franskbrød med mine børn, og det rygtedes jo hurtigt blandt de andre børn, der også gerne ville være med. Så måtte vi jo bage otte franskbrød i stedet for de planlagte to,” griner Marianne og fortsætter:  

”I mine øjne er det er bare verdens bedste sted at opfostre sine børn. Og det tror jeg, at min datter er enig i. Hun glæder sig også over, at hendes børn vokser op her.”
 
En del af Nygårdsparken
Inges mand og Mariannes far Franc Skalka var en meget vellidt ejendomsinspektør og varmemester i Nygårdsparken, da de flyttede ind. Rundt omkring dem begyndte lejlighederne at blive fyldt op af naboer, og fordi de var de første beboere, kunne Inge være med til at forbedre de næste bygninger.

”I starten kunne man ikke åbne vinduet i køkkenet helt, fordi det så ville kunne slå ind i køkkenskabet og lampen. Men det fik de hurtigt rettet op på, så man ikke byggede samme fejl igen i alle de andre bygninger,” fortæller hun.

Inges og Franc Skalkas første lejekontrakt i Nygårdsparken

Inge husker også tilbage på en helt anden tid, hvor hendes og mandens liv var meget præget af hans arbejde som ejendomsinspektør.

”Folk kom også forbi i weekender og aftener, hvis der var et problem. Dengang var ejendomsinspektøren mere eller mindre altid på arbejde, hvis folk skulle bruge hans hjælp. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, vi er blevet vækket om natten af alarmer, der er gået, hvor han så måtte rykke ud. Men sådan var hverdagen dengang, og det var hyggeligt, for så lærte man også alle folk at kende, når de kom forbi og skulle bruge hans hjælp,” husker Inge.

I april fyldte Inge 90 år, og den fest blev naturligvis fejret i Nygårdsparken med venner og familie.

Det er i højhuset her i Højager, at Inge har boet de seneste 66 år af sit liv, og hvor både hun og Marianne bor den dag i dag.