Første spadestik og rejsegilde for almene rækkehuse sydøst for Ringsted
En ny almen boligafdeling med 31 familieboliger er under opførelse af boligorganisationen PAB i landsbyen Nordrup i Ringsted Kommune. Mandag d. 3. maj kunne der endelig afholdes et officielt men meget coronaforsinket første spadestik for projektet. Byggeriet er dog allerede nået så langt, at arrangementet må slås sammen med rejsegildet i én stor fejring med besøg af Ringsteds borgmester, Henrik Hvidesten, som herunder tager første spadestik sammen med PAB's formand, Nikolaj Jørgensen (tv).
Moderne boliger i flere størrelser til en overkommelig husleje
Boligafdelingen, som får navnet Æblehaven, forventes at være klar til indflytning 1. februar 2022. Allerede nu er der stor interesse for boligerne. Det er nemlig første gang, der udbydes almene lejeboliger i området, og med flere forskellige boligstørrelser vil Æblehaven være et oplagt valg for mange familier.
Ringsteds borgmester, Henrik Hvidesten, glæder sig over, at kommunens boligtilbud bliver bredere og mere varieret. Han fortæller:
”Vi er en kommune i rivende udvikling, når vi taler både erhverv og kultur. Vores boliger skal følge med, så vi kan tilbyde gode hjem, som passer til alle behov. Æblehaven er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi løser den opgave. Her får vi nogle moderne boliger, som er til at betale for helt almindelige familier.”
Æblehavens største boliger på 105 kvadratmeter passer godt til børnefamilien, der gerne vil bo godt uden at købe selv. Og til det ældre ægtepar eller den enlige, som gerne vil rykke til noget mindre, bygges der boliger på 65 og 85 kvadratmeter.Her får man en helt ny og moderne bolig med egen terrasse i et rimeligt prisleje, hvor alle kan være med. I forbindelse med byggeriet etableres også en fælles parkeringsplads med to el-ladestandere.
Et stærkt lokalsamfund tæt på knudepunktet Ringsted
Som indbygger i Nordrup har man alle muligheder for at blive en del af et stærkt fællesskab med masser af lokale aktiviteter. Byen har et moderne forsamlingshus, som er omdrejningspunktet for fælles arrangementer og samvær, og et aktivt foreningsliv med både klassiske og moderne idrætsformer. Den lokale skole og byens integrerede daginstitution ligger under 100 meter fra Æblehaven. Der er for nyligt etableret et nyt stisystem mellem Æblehaven og skolen, så børnene kan færdes sikkert.
Nordrup ligger ca. 8 km fra Ringsted centrum, som byder på endnu flere kulturtilbud og et erhvervsliv, som kun er vokset siden Ringstedsbanens åbning. Fra Ringsted Station tager det kun ca. en halv time at komme til København med toget.
Bæredygtighed både i og omkring Æblehaven
Æblehavens boliger bliver udført i bæredygtige materialer, som er klimavenlige i både produktion og bortskaffelse. Husene er særdeles velisolerede, og der installeres luft-til-vand-varmepumper, som holder både varmeregningen og CO2-udledningen nede.
Også i lokalområdet er der sat gang i grønne initiativer. På det 500 kvadratmeter store engområde, som støder op til Æblehaven anlægges en blomsterpark med vilde blomster og fokus på biodiversiteten, så mange forskellige plante- og dyrearter kan trives side om side.
Skriv dig op til en bolig i Æblehaven
Vil man vide mere om de forskellige boligtyper og skrive sig op til et af Æblehavens rækkehuse, kan dette ske via administrationen FA09 på www.fa09.dk/soeg-bolig.
FAKTA OM ÆBLEHAVEN Bygherre: PAB o 9 stk. 2-rumsboliger Mdl. husleje: kr. 4.680/6.120/7.560 |
Fotos: PAB
Illustrationer: Mangor & Nagel Arkitekter